Jordan fysisk & psykisk

Jordan var fysisk sund & rask. Hun blev født i 2006 og døde desværre allerede i 2014 aflivet, 8 1/2 år gammel - og jeg har gennem årene herunder lavet en løbende og derfor omstændelig beskrivelse af, hvad som der har været omkring hende.
 
 
Hun har A/B i sine hofter, og hendes HD index - som opdateres hver måned  - kan med hendes stambogsnr. 16001/2006 chekkes på www.hundeweb.dk. Hun har 00 i sine albuer. Hun havde en ledmus/OCD i sin venstre skulder, da hun var knapt et år gammel, og hun fik derfor foretaget en kikkertoperation på Faxe Dyrehospital ved dyrlæge Ken Lindeblad, og hun har ikke haft gener siden. Hun har haft hot spot 5 gange første gang i sommeren 2007, hvor min allerførste berner sennen hund måtte aflives, og Jordan pludselig blev alene - samt i sommeren 2008 uden at jeg kunne se en sammenhæng, og i 2010 efter sit kejsersnit og uden mulighed for at kunne blive kiropraktisk rettet og justeret af Marianna Bendixen samt sidst & senest efter hendes operation for diskosprolaps i 2011. Generne efter som tung hund at blive trukket i ved flytninger før og efter kejsersnit har også vist sig som fra sensommeren 2010 gradvis tilbageholdenhed med at springe bevægende sig mod reelt ondt i ryggen sidst i 2010. Jordan er en meget stærk og aktiv hund, og hun har hele tiden været fuldstændig harmonisk i sine bevægelser ved gang, gå- og løbeture, men jeg har kunnet se hendes ømhed ved reduceret tilbøjelighed til at hoppe op og ved tiltagende tunghed, når hun skulle ændre ligge- og siddestilling herhjemme, og efter konsultation hos dyrlæge Claus Sloth og behandlingsforsøg af osteopat Sidsel Sommer og varm og venskabelig hjælp af Marianna Bendixen - ja så blev Jordan i februar 2011 gennemgået og gennemfotograferet af Ken Lindeblad fra Faxe Dyrehospital samt CT/MRI scannet for fuld afklaring inden behandlingstiltag. Og det viste sig, at hun  havde en reel diskosprolaps i sin sidste lændehvirvel, og hun blev derfor den 1. marts 2011 endnu engang opereret af Ken Lindeblad på Faxe Dyrehospital, og det har heldigvis været endnu en vellykket operation og et ukompliceret efterforløb naturligvis med målrettet genoptræning og waterwalker. Sensommeren 2011 var hun fuldstændig sig selv igen i alle sammenhænge, sikken glæde! Derudover har hun de seneste år efter sine løbetider udviklet falsk drægtighed, således at hun bygger rede og danner såvel mælk som slim præcis 2 måneder efter, at hun har været højløbsk - et velkendt og naturligt fænomen at alle hunhunde i en vildhundeflok således kan medvirke til hvalpepasning som en overlevelsesstrategi og dermed sikre flokkens overlevelse. Jordan er bomstærk og meget adræt, men hun er i sensommeren 2012 begyndt at have følgegener fra diskusprolaps/cauda equina syndrome. Hun kan ikke springe op, som hun gerne vil - og efter forskellige tiltag og en konsekvent tilbagevenden til at hun får smerter, så har hun siden sommeren 2013 fåer prednisolon 5 mg. hver anden dag og en støddosis på 15 mg. i 3 dage hver til hver anden måned. Hun har også i efteråret 2012 udviklet en væskehævelse ved højre bagbens knæ, som 2 gange er blevet tømt for mellem 10-20 ml væske og hun har begge gange fået binyrebarkhormon lagt ind efter udtrækning - og hævelsen har været variabel men vedvarende i ca. halvandet år dog er den faldet meget de første måneder af 2014. Derudover fik hun halelammelse i foråret 2013 - sikkert fordi jeg løb med hende i meget stejlt bakket terræn, hvor hun med sin cauda equina syndrome måtte drive sig opad ved hjælp af halen og hun endte med at måtte have lagt prednisolon ind i halen for at den kunne normaliseres. Og her i begyndelsen af 2014 har hun fået ondt i sin venstre skulder, formodentlig qua hendes OCD i venstre skulder og hun er derfor sat i cartrophen insprøjtning x 4 hver halve år, ligesom hun er sat op i prednisolon dosis til 7.5/10 mg. hver anden dag. Trods alle disse belastningsudtryk!, så er Jordan med behandlende & lindrende tiltag fuldstændig mobil og vaks og glad og tilpas og løber tillige de 5 km 2 gange om ugen, så vi håber på at få lykken af endnu mange gode år!!!! 
 
Jordan er psykisk stærk & stabil. Hun var som hvalp selvfølgelig kisteglad, nysgerrig, tillidsfuld, interesseret og initiativrig, og hun var desuden meget meget opmærksom og nem, idet hun med sin store opmærksomhed på formidabel vis aflæste og på den baggrund agerede. Som unghund synes hun, at hun skulle holde alle de øvrige hunde på træningspladsen i kort snor forstået således, at når de under fri leg løb for hurtigt eller for langt væk eller i øvrigt opførte sig anderledes end Jordan synes, at de skulle - ja, så løb hun dem resolut op, og det fik i sig selv dem til at lægge sig ned og afbryde al aktivitet. Så vi trænede længe i lang snor for at få hende lært, at hun ikke var alene på gården, og at hun derfor roligt kunne lade de øvrige opføre sig som de ville - og jeg sendte en venlig tanke til hendes gener som selvstændig gårdhund og hendes instinkter til på egen pote at skulle orientere sig om, hvor alle var og hvad de enkelte dyr som mennesker var igang med og på den baggrund vurdere, om hun skulle intervenere og i så fald hvordan hun skulle agere! Sej sennen synes jeg:-)! Som 2 til 3 årig viste hendes store opmærksomhed sig også som hurtigthed i at reagere - dels overfor egern & vildt & noget som bevæger sig hastigt, og dels i at hun kunne springe op ved pludselige bevægelser & lyde. Og denne sensiblitet har hun stadig, men med tyngden af den udvoksede og modne hund. Jordan er fortsat meget meget opmærksom og nem, og hendes seje sennen gen gør, at jeg ofte skal sige de få ord to til tre gange, før hun handler helt, som jeg gerne vil have:-)! Og hun er stadig meget glad, interreseret, tillidsfuld, nysgerrig & initiativrig - og hun har et stort overblik og er modig.
 
Jordan er meget venlig og målrettet imødekommende herhjemme - de vogtende sennen egenskaber kommer kun til udtryk, når hun har hvalpe.
Og Jordan er en udpræget vandhund:-).
 
Jordan begyndte at hoste sidst i oktober 2014 - hun blev set af dyrlæge & sat i behandling og blev igen set og sat i anden behandling. Midt i november blev hun røngtenfotograferet og det førte til såvel en kikkertundersøgelse af lungerne som en CT scanning, og en uge efter blev hun aflivet. Hun døde af kræft som trykkede på og voksede ind i hendes lunger - og set i bagspejlet har hun været lungepåvirket siden sommeren 2014, hun gik dog lange ture indtil 2 uger før hun blev aflivet.
Jordan blev aflivet 30.11.14, hun blev 8 1/2 år.
Corcanis v/Lise Høgfeldt & Anne Drachmann